SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Forbrugertilliden steg for femte måned i træk
Høj forbrugertillid godt nyt for dansk økonomi
I sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik tal for forbrugertilliden i juli. Forbrugetilliden i juli var 10,6 mod 9,3 i juni, og det er første gang nogensinde, at forbrugertilliden er steget fem måneder i træk. Det er ikke kun de mange måneder med stigende forbrugertillid, som imponerer. Niveauet for forbrugertilliden er også meget højt. I perioden siden 1974 er der kun 20 måneder, hvor forbrugertilliden har været højere. Det er særligt synet på familiens økonomiske situation, som trækker op i juli. Den høje forbrugertillid er endnu et tegn på, at det private forbrug kan ventes at stige over de kommende kvartaler, dog uden at der er tale om massiv forbrugsvækst. Det er godt nyt for dansk økonomi.
Den meget høje forbrugertillid skal ses i lyset af flere forhold. Lønninger er gennem en længere periode steget mere end inflationen, og vi har derfor grundlæggende råd til mere. Det øgede økonomiske råderum er med til at øge optimismen blandt forbrugerne. Dertil kommer, at boligmarkedet gennem de seneste år er vendt. Vendingen er ikke lige tydelig i alle dele af landet, men huspriserne stigerne nu atter i mere end halvdelen af landets kommuner. Udviklingen på boligmarkedet spiller en stor rolle for mange danskeres privatøkonomi. Når huspriserne falder, bliver vi mere forsigtige. Omvendt tør vi mere med vores privatøkonomi, når huspriserne stiger. Endelig kan det også spille en rolle, at den generelle krisestemning ikke blot i Danmark men i hele Europa efterhånden har været på retur gennem en længere periode.
Detailsalget faldt i juni
Detailomsætningen har været stigende gennem de seneste måneder efter, at det ellers har været faldende eller uændret siden finanskrisen ramte dansk økonomi. Fra maj til juni faldt detailomsætningen dog med 0,6%, når man korrigerer for sæsonfaktorer og inflation. Faldet skal dog i vid udstrækning ses i lyset af, at den er steget kraftigt i de foregående måneder, og fokuserer man i stedet for på udsvingene fra kvartal til kvartal, er der da også tale om fremgang. Fra 1. til 2. kvartal steg detailsalget med 0,5%. Trods faldet i juni, er der således underliggende tale om svagt stigende privatforbrug.
Selvom det private forbrug atter er stigende, er det vigtigt at understrege, at der ikke tale om en buldrende vækst. Det private forbrug holdes i ave af, at ledigheden fortsat er højere end normalt samt den fortsat meget høje gældsætning i mange husholdninger. Men det er trods alt værd at glæde sig over, at det private forbrug atter er i fremgang. Det private forbrug spiller en stor rolle for de kortsigtede konjunkturudsving, og med fremgang i det private forbrug tegner der sig et tydeligere billede af, at opsvinget er i gang. Sætter forbrugsmotoren helt ud, så bliver det svært at trække dansk økonomi op ad hængedyndet – men det er der heldigvis ikke noget, som tyder på, kommer til at ske.