I takt med at kakkelovnens flammer brænder ned til gløder, blusser ilden i de tre petroleumslamper op – med udvikling af en fedtet, ildelugtende sort røg, der breder sig i stuen. Måske er det netop fordi flammerne dør ud i ovnen, så der bliver mere ilt i det lille rum, at lamperne begynder at ose.
Sulbækhuset har på daværende tidspunkt kun en stue, der støder direkte op til køkkenet, hvor det hvidkalkede, opmurede komfur har den centrale plads. I komfuret er der indbygget en ovn med støbejernsluge, og hele herligheden opvarmes med brænde. Køkkengulvet består af røde mursten.
Ved en senere ombygning blev det til to små stuer – en til pænt brug og en til dagligt brug. Men på dette tidspunkt er der barnekammer i det der senere blev til ”den pæne stue” – kun adskilt med en tynd mur til hønsene på den anden side af væggen. Men det er i den oprindelige stue, den sorte kakkelovn står. Det store sortmalede vægur af træ, med de mange drejede snoninger og med romertal og det svingende pendul, viser at klokken er 8 om aftenen.
Ud over uret er væggenes udsmykning yderst spartansk med kun et enkelt maleri med et motiv af Sæby Kirke set fra Sæby Nordstrand. Billedet er malet af en af de senere anerkendte Sæby Malere, og måske derfor repræsenterende en vis værdi, hvilket familien ikke var klar over, før de en del år senere havde foræret billedet væk. Herudover er der kun nogle udvalgte indrammede skriftsteder fra det nye testamente.
Møblementet er ligeledes begrænset. Der er et spisebord med nogle tilhørende stole. Der er også en stor kommode, hvori porcelæn og dækketøj opbevares. I hjørnet er der endvidere en foldebænk, der bruges, hvis et af de ældre søskende, der er ude at tjene, skulle få brug for at overnatte.
Lamperne er stuens eneste belysning i den mørke oktober aften i 1935, og den ældste dreng i kredsen af 5 børn – alle mellem 2 og 12 år, der sidder alene i stuen – skruer ned på lampernes væge, så røgudviklingen ophører. Det er sådan Svend har fået besked på at gøre af sin far, og da der ikke skal fyldes mere brænde i kakkelovnen den aften, er det ved at være sengetid.
Den 10-årige Svend og hans to år ældre søster, Helga, er barnepige på de 3 mindre søskende denne lørdag aften – og de er mutters alene på den lille ejendom, der på dette tidspunkt er uden elektricitet, indlagt vand og toilet.
Svend hader disse aftener, hvor mor og far – Johanne og Valdemar – ikke er hjemme, og specielt når det blæser og er så mørkt udenfor. Eneste trøst er, at bedstemor og bedstefar ikke er længere væk, end de kan hentes herover relativt hurtigt, hvis noget skulle gå helt galt. Men helt trygt er her nu alligevel ikke.
Utrygheden holder han imidlertid for sig selv, da han jo er den ældste hjemmeboende dreng, og da de mindre søskende – og måske også storesøster Helga – har brug for at vide og tro, at der trods alt er en, der har ro på sig og overblik over situationen.
Svend hader også ”De gamle Stier”. Han ved ikke rigtigt, hvad det er – kun at det er dem, der får mor og far til at tage væk så mange aftener i løbet af såvel den mørke som den lyse årstid. ”Vi skal til møde med ”De gamle Stier” bliver der sagt. Det betyder altid at børnene – med mindre et af de ældre søskende undtagelsesvis er hjemme – er overladt til sig selv til langt over sengetid. Og det er Svend og Helga, der har ansvaret for de små, indtil mor og far engang hen ad midnat kommer hjem.
Mens børnene sidder alene tilbage i Sulbæk, er Valdemar og Johanne cyklet omkring 10 kilometer i mørket – kun med cyklernes karbidlygter som vejvisere – mod syd til Knæverhede Skole i Volstrup. Her er Harald Steensig lærer, og er sideløbende direktør for en Sparekasse, der drives fra samme matrikel. Men ud over disse ret verdslige aktiviteter er han omrejsende prædikant for den fundamentalistiske gren af Indre Mission, der kalder sig ”De gamle Stiers Folk”.
Hjemme i privaten holder han regelmæssige møder, hvor den karismatiske Steensig missionerer for denne trosretning for en indviet kreds af lokalbefolkningen. En kreds som på et tidspunkt over en længere årrække også omfattede Sulbækfolkene, formentlig anført af Valdemar, hvis evige søgen, strenge livssyn og stærke tro havde været særlig modtagelig overfor denne gren af kristendommen.
Mens forældrene på Knæverhede Skole sidder i bøn, sang og lovprisning af den strenge udlægning af Vor Herres formodede personlighed, holder den mere hjertevarme og menneskelige del af samme Gud imidlertid hånden over de børn, der er ladt alene hjemme og som nu skal i seng.
Den mindste, Poul på to år, har lavet i bukserne. Derfor må Svend begive sig ud i mørket under stjernerne og den tudende vind ude fra havet.
Med den ene petroleumslampe finder han hen til brønden midt på gårdspladsen for at hejse en spand frisk vand op til at vaske den lille med, og imens hjælper Helga den grædende Poul fri af den beskidte ble.
Men aftenens arbejde er endnu ikke ovre for Svend og Helga. Efter at bette Poul er puttet, begiver resten af flokken ud i laden for at give de to køer roer og vand – og klare aftentoilettet.
Dette foregår på bare fødder i træsko med en blafrende flagermuslygte i hånden gennem ladens knastørre hø og halm. Det er heldigvis ikke en del af den barnlige fantasiverden at kunne forestille sig, hvad der kunne ske, hvis en af dem snublede og tabte lygten i høet blandt dyrene – og heldigvis for det. Og der skete til alt held heller aldrig noget.
Der er ikke das i huset i Sulbæk på daværende tidspunkt. Det kom først til mange år senere, da nymodens veterinærmyndigheder fik for vane at påpege det uheldige i at sammenblande menneske- og dyre ekskrementer.
Så derfor foregår aftentoilettet – som alle andre af familiens toiletbesøg – bag dyrene i laden. Her sker der heller ikke noget usædvanligt eller farligt. Selv om der er meget mørkt, og gulvet består af toppede brosten, kommer hele flokken altid frem og tilbage gennem laden med den levende lygteild uden uheld.
Så et eller andet sted hjalp forældrenes bønner måske alligevel – og de ældste børn kunne putte sig hos de små i deres kammer, velvidende om, at når de vågnede op, var det søndag, og mor og far var atter kommet hjem.
Denne historie er ment som en påmindelse om, at ikke alt i de gamle dage var godt – og at man dengang bød sine børn forhold som ingen ville drømme om i dag. Der var dystre og mørke sider, som nutiden ville betragte som dybt uansvarlige.
Valdemar og Johanne var gode men strenge forældre – og senere måske endnu bedre og betydeligt mildere bedsteforældre – men tid, fysiske forhold, normer og levevis var en ganske anden.
Senere forlod Johanne og Valdemar ”De gamle Stiers Folk” og blev på deres ældre dage ganske almindelige brugere af Folkekirken. Men bordbønnen var en fortsat del af middagsritualet når familien mange år senere – med patriarken Valdemar ved bordenden – ved højtiderne skulle indtage deres hovedmåltid: ”I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på hans ord, vor gud til ære os til gavn, så får vi mad i Jesu navn”.
Amen.