Sædvanligvis var Søren aldrig betænkelig ved at skulle hjem til sine forældre, men denne aften i 1973 er situationen en ganske anden.
Vejen fra strandpromenaden op gennem byen og videre op ad Aalborgvej er meget lang i efterårsmørket – og ved sin side trækker Søren sin knallert, den orangefarvede Monark, hvis forhjul er ekset og har tabt luften, og den forkromede forskærm er vredet ud af facon.
Søren har følgeskab af et par af sine kammerater, der har tilbudt at bistå med at forklare hans forældre, hvad der er sket – og hvordan det er sket.
Egentlig ved han ikke selv helt præcis hvor galt det er fat, men han kan mærke er det er ret alvorligt, og kammeraternes umiddelbare reaktion bekræfter disse bange anelser.
Det gør ondt i hovedet, han er en anelse svimmel, og blodet flyder fra næse og mund. Munden og læberne er hævet op, så enhver form for tale bliver til en ynkelig snøvlen, men det værste er imidlertid, at Søren med sin tunge kan mærke, at det er alvorligt fat med tænderne – og det er nok det der bekymrer ham mest, i en tid hvor den gratis tandlægebehandling for børn endnu ikke er en del af den danske velfærdsmodel.
Søren har et par gange været ved tandlæge Overbye for at få ordnet sine tænder, og det havde hver gang været behandlinger, der havde kostet en del penge ud af Jensen familiens ikke alt for prangende økonomi. Men dette her føltes meget værre end plomberinger og rodbehandlinger, og han var alvorlig ked af at komme hjem med en sådan bekostelig skade, bare fordi han havde dummet sig og været uforsigtig.
Det havde ellers været en ganske almindelig torsdag aften, hvor han sammen med en større gruppe af sine 16-årige klassekammerater – som så ofte før – havde været en tur i ungdomsklubben på Hans Åbelsvej.
Efter at have siddet der en times tid, havde kliken – der udgjorde en nogenlunde lige stor andel af piger og drenge – besluttet sig for at man ville tage i samlet flok ned til klassekammeraten Per, der boede med sine forældre i Algade og var så heldig at have eget pænt stort værelse på første sal, hvor der var god plads til hele slænget.
De fleste af drengene var på deres uundværlige knallerter – også Søren – mens de fleste af pigerne var på gåben, eller blev kørt siddende bag på drengenes knallerter. Nu skulle selskabet imidlertid bryde op for at køre ned til Per, men efter at alle pladser på de drengeknallerter, der havde dobbeltsæder var besat, var der en enkelt pige i overskud. Nu var gode råd dyre, men hvis hun kunne tage til takke med at sidde på bagagebæreren på Sørens lille Monark knallert, så tilbød han storsindet den beskedne plads – der blev modtaget med tak.
Den nærmeste vej fra klubben på Hans Åbelsvej til Algade er ned af Skovalleen, men af en eller anden årsag valgte selskabet i stedet at køre nordpå til Kildevej, for derefter at tage ned til Sæby Søbad for at køre ad strandpromenaden – en omvej der skulle vise sig at blive en alvorlig fejltagelse for Søren.
Det var en mørk aften i november, og heller ikke dengang var det alle lysene på strækningen af strandpromenaden, der virkede. Heldigvis havde alle knallerter godt med lys på, så det gik i fuld fart mod Sæby.
Efterårsblæsten havde imidlertid lavet sandrevler fra marehalmen og henover promenadens flisebelægning, hvilket for de større knallerter kun gav lidt sjov slingrende kørsel og frydefulde hvin fra de piger, der sad bag på de store knallerters dobbeltsadler. Men det var ved denne ene lejlighed det viste sig, at Sørens valg af knallert ikke var fornuftigt til denne form for kørsel.
Den lille Monark er med den ekstra passager på bagagebæreren var blevet for let fortil og for tung bagtil, og midt i en sanddynge – der pludselig dukker op i mørket – mister Sørens knallert jordforbindelsen. Pigen på bagagebæreren tipper af og Søren kastes hen over knallertens styr og rammer hovedkulds strandpromenadens skrånende asfalt.
I et kort glimt mister han orienteringen og ser sol, måne og en god del af universets stjerner, men før han når at se tegn på intelligent liv derude, kommer han så meget til sig selv, at han kan registrere, at han nok kommer til at efterlade en væsentlig del af sit tandsæt i mørket på Sæby Nordstrand. Pigen slap vist med forskrækkelsen og et par blå mærker.
Det er således i den tilstand han nu vender sin blødende snude hjemad mod Aalborgvej nr. 53, for at modtage Svend Sulbæks nådesløse dom over de ungdommelige dumheder.
Fars reaktion er alvorlig, men afdæmpet, og kammeraternes forklaring over hændelsesforløbet er måske medvirkende til at gyde olie på vandene. I hvert fald lister Søren lige så stille i seng, for at pleje sin hovedpine og sin flækkede overlæbe – tænderne må så afvente tandlæge Overbyes dom en af de efterfølgende dage.
Det viste sig at begge Sørens fortænder var ødelagt at styrtet. Den ene blev erstattet af en stifttand, og den anden af en halv – temmelig uklædelig – guldtand. Men til alt held havde Svend Sulbæk en forsikring, der dækkede den form for uforudsete udgifter, der kan opstå som følge af ungdommeligt letsind, dumhed og fast tro på udødelighed.
Og hvis en sådan historie skal have en morale til efterlevelse, kunne det måske være, at hvis man ikke er den største knallert på havnen, så skal man ikke slå større brød op end man kan bage – eller noget i den retning!