På søndag den 1. juni flytter fotoforretningen Click fra Vestergade til nye lokaler i Grønnegade 17, og her med går forretningen ind i en ny tid, som Danmarks største fotoforretning.
Click i Vestergade var på 120 kvm., så der var meget lidt plads at boltre sig på, når der er 5 fuldtidsansatte og en ung pige, som hjælper nogle timer om ugen. Nu får de hele 398 kvm, så der bliver plads til både fotoatelier på 1. sal, stor forretning i stueetagen og masser af plads til al det nye specialudstyr til fotoaktiviteter samt en trykmaskine til bannere, på op til 30 m i længden, tryk på trøjer, posters og meget andet.
Henrik Christensen, ejer af Click fortæller: ”Vi har længe haft pladsproblemer, men det er først nu, jeg synes, jeg har fundet det, jeg gerne ville have, så derfor købte jeg bygningen, som udelukkende skal bruges til fotoforretning og SaebyAvis.dk. Vi har trods krisetider haft en pæn fremgang, og det er jeg sikker på vil fortsætte. Vi har netop lavet en samarbejdsaftale med FOF, og fra efteråret starter vi fotokurser for både nybegyndere og øvede ud i fototeknikkens verden.
Vi er selvfølgelig også altid klar til at hjælpe kunderne i forretningen, og vil gøre alt for at give dem den service de har behov for, og det gælder for alle vore produkter, stort som småt.
Vi åbner søndag den 1. juni kl. 11, og de første 14 dage har vi et specialtilbud til alle, der er bosiddende i Frederikshavn Kommune. Her kan man få taget et gratis portrætfoto samt få et gratis 13 x 18 billede med.
Vi håber at se rigtig mange på vores åbningsdag, og glæder os til at vise vores nye forretning frem”, slutter en travl, men glad Henrik Christensen.
Tekst af: Myrna Christensen