Eksamenstiden nærmer sig med hastige skridt – også på Hørby Efterskole. Forberedelserne og planlægningen er i fuld gang, og flere elever har allerede trukket de første eksamensemner og arbejder med at skrive dispositioner. Samtidig er planlægningen af det kommende skoleår 2014-15 også skudt i gang. Det bliver et skoleår i nye rammer, for også på efterskolerne får skolereformen stor praktisk betydning.
På Hørby Efterskole tilbyder man eleverne valgvalg inden for to linjer: idræt samt musik, teknik og teater. Det giver et væld af muligheder for at selv at sammensætte en spændende og udfordrende hverdag på skolen. Også her er der nyheder det i det kommende skoleår, og her bliver det virkelig spændende! Skolen barsler med nye valgfag, som skal supplere det brede udbud af fag, der allerede findes på Hørby Efterskole. På idrætslinjen kommer faget “Horsemanship” på skemaet. Som navnet antyder handler det om heste, men ikke i traditionel forstand, hvor man blot modtager rideundervisning. På “Horsemanship” skal eleverne hele vejen rundt om det at have med heste at gøre.
Uanset om man er rutineret rytter, har en smule erfaring eller aldrig har haft med heste at gøre, så er der mange oplevelser og udfordringer at hente i det nye fag. Faget tilrettelægges, så eleverne kommer omkring både hestens instinkter, biomekanik, pasning og træning, og så skal vi selvfølgelig ud at ride en masse! Som elev vil du få rig mulighed for at stifte bekendskab med forskellige discipliner indenfor hestesporten og prøve at opleve naturen fra en hesteryg. Kom og prøv dig selv af på Hørby Efterskoles nye valgfag: Horsemanship.
Et nyt tilbud blandt de boglige fag er “Cambridge English”, som tilbydes som et supplement til den obligatoriske engelskundervisning i både 9. og 10. klasse. Faget er internationalt anerkendt og giver en god forberedelse til de gymnasiale ungdomsuddannelser. Samtidig har faget også et praktisk sigte, idet eleverne bliver godt klædt på til at arbejde eller studere i udlandet på et senere tidspunkt. Ved skoleårets afslutning får eleverne på “Cambridge English” mulighed for at gå til den internationalt anerkendte eksamen FCE (First Certificate in English). Denne eksamen foregår på Hørby Efterskole, men afholdes af Danmarks eneste testcenter for Cambridge English.
På Hørby Efterskole har det pædagogiske sigte været under forandring gennem de seneste 10 år. Vi arbejder med individuelle læringsstile på baggrund af teorien om “de mange intelligenser”, hvilket vil sige, at eleverne lærer som de er. Der er plads til mangfoldighed og til at være forskellige – både i og uden for timerne.